Hvad er Stevns Friskole?
Stevns Friskole er en grundtvig-koldsk friskole, der bygger på Kolds skoletanker og Grundtvigs menneskesyn. Dannelsen spirer i et forpligtende fællesskab, hvor forældresamarbejdet og en engageret forældrekreds er hjørnestenen i skolens virke. Med fællesskabet i centrum udvikler børnene selvindsigt. De spejler sig i historien, og bliver herved opmærksomme på, hvem de selv er. Et trygt og inspirerende undervisningsmiljø, hvor historie, fortælling, sang og musik vægtes højt, er udgangspunktet for den personlige dannelsesrejse.
Fortælling og musik
På Stevns Friskole lægger vi særlig vægt på fortælling, historie, sang og musik. Hver dag starter med morgensang. Fagene historie, musik og billedkunst starter allerede fra 1. klasse. I musik indøves sange og bevægelser, og eleverne laver sammenspil med instrumenter. I billedkunst arbejder eleverne med praktiske, eksperimenterende og skabende opgaver, der både kan bestå af tegning, maling og skulpturelle og rumlige former. Historiefaget følger eleverne fra start til slut på Stevns Friskole. Børnenes møde med historieundervisningen starter gennem levende fortællinger af myter og sagn fra den nordiske og græske mytologi. Siden stræber historieundervisningen på at give eleverne et klart overblik over og viden om verdenshistoriens udviklingsforløb i hovedtræk fra de ældste tider og til nutiden, således at de får en forståelse af sig selv som en virksom del af historieforløbet.
Natur
Elevernes forståelse af sig selv i forhold til den omgivende geografiske og biologiske verden vægtes højt på Stevns Friskole. På tværs af fag og i emneuger, arbejdes der med at give eleverne sans for den levende natur og dens bevarelse. Dette opnås gennem studier i og af naturen.
Skole-hjem-samarbejde
Samarbejdet mellem skole og hjem er skolens bærende fundament. Har man som forældre valgt Stevns Friskole, har man valgt at medvirke og deltage i skolens liv og derigennem tage et forpligtende medansvar for hele skolens virksomhed. Den nære kontakt i dagligdagen er den vigtigste, og minimum en gang årligt formaliseres samarbejdet til skole-hjem-samtalen og det faste, ordinære forældremøde i sensommeren.
En skole-hjem-samtale er en samtale med barnet og ikke om barnet. Alle tre aktører: barnet, forældre og skolen har derfor pligt til at bidrage til samtalen. En skole-hjem-samtale er en generel samtale, hvor trivsel og faglighed går hånd i hånd. Derfor er en skole-hjem-samtale heller ikke et forum, hvor man lufter bekymringer i forhold til indlæringsvanskeligheder, personlige forstyrrelser som fx udadreagerende adfærd eller sociale problemer som fx mobning og mistrivsel. Disse alvorlige problemstillinger behandles særskilt og hører ikke hjemme ved en skole-hjem-samtale. Ligeledes er skole-hjem-samtalen heller ikke et forum, hvor man klager over en lærer, andre elever eller undervisningen. Dette skal også tages alvorligt, men tages op, hvor tiden er til det, og hvor der er en tydelig dagsorden.
SFO og klub
I SFO og klub er der tilbud til børnene i form af et bredt udvalg af legetøj og materialer til kreative sysler. Dagene veksler mellem fri leg og planlagte aktiviteter, som kan være krea-dag, båldag eller en tur til Sydstevnshallen. I SFO’en er det klasselokalerne, der benyttes indendørs. Udendørsarealerne ved SFO’en er indrettet med legeredskaber og natur, som stimulerer børnenes frie leg og motoriske udfoldelser. Der er en rummelig bålhytte og to shelters, som vi hver onsdag året rundt benytter.
Forældreengagement
På Stevns Friskole forventes det, at man som forældre deltager i forældrerengøring en gang årligt og arbejdsdag en gang årligt. Herudover byder skolen på en række sociale arrangementer, såsom klippe-klistre-dag, julefest og Åben Friskoledag, hvor forældre og andet familie inviteres indenfor i skolens hverdag. Forældre opfordres endvidere til at engagere sig i skolen, enten gennem bestyrelsesarbejde eller ved at give en hjælpende hånd med opgaver, når der er brug for dette.
Skærmpolitik
Fra 3. klasse forventes det, at eleven medbringer egen computer til brug i undervisningen. Denne er kun til brug i skoletiden. Alle elever skal aflevere deres mobiltelefon inden skoledagen begynder og får udstyret udleveret igen, når dagen er slut. Hver mandag er der spildag i klubben, hvor eleverne er velkomne til at bruge deres computer eller iPad. SFO er skærmfri.
Den teknologiske udvikling løber stærkt, og nye applikationer og andet, der kommer fra Tech-industrien, finder hurtigt vej til skolernes hverdag. Apple Watch og ure, der kan det samme, er blevet udbredt blandt de helt yngste, og på den baggrund har skolen besluttet, at Apple Watch sidestilles med en telefon, hvilket betyder, at elever fra 0.-3. klasse skal aflægge / aflevere deres Apple Watch, når skoledagen begynder. Dette gælder både skole og SFO.
Fripladstilskud
Staten afsætter hvert år på finansloven et beløb til fripladstilskud for elever i friskoler og private grundskoler gældende for børnehaveklasse og 1.- 10 klassetrin. Undervisningsministeriet har overdraget Fripladsudvalget at fordele beløbet på grundlag af dokumenterede behov ved de enkelte skoler. Skolen har disse ansøgningsskemaer, som sendes ud lige før det nye skoleår begynder. Herudover kan bestyrelsen give et nedslag i skolepengebetalingen til forældre med akutte økonomiske problemer. Yderligere oplysninger fås på kontoret.
Økonomi
Skolen er forpligtet over for Undervisningsministeriet på at udarbejde et budget, der viser en ansvarlig drift af skolen. I efteråret blev der på en workshop med skolens revisor udarbejdet et basisbudget, der viste et underskud i 2023 pålydende -300.000 kr. Medio november blev der lavet et korrigeret basisbudget, som viste et underskud i 2023 på -255.000 kr. For at få udarbejdet et budget i balance er skolens økonomi blevet endevendt, og skolen har set på både indtægter og udgifter for at skabe en økonomi i balance, og der er godkendt et budget 2023, der viser et overskud på 241.000 kr.
Ovenstående betyder, at skolen fra januar 2023 opkrævede et energitillæg på 75 kr. pr. barn pr. måned, frem til og med april 2023. Skolen har på et bestyrelsesmøde i marts taget bestik af energiprisernes aktuelle niveau, og energitillægget blev udfaset med skolepengeopkrævningen for april.
Skolen har åbnet op for at øge klassekvotienten til 20, såfremt en klasse kan rumme det, hvilket vil give en ekstra årsindtægt på 55.000-70.000 kr. pr. barn, afhængig af alder. Der er dog ikke ventelister til fyldte klasser, så denne indtægt er ikke indregnet i budgettet.
Løn er den store udgiftspost, og i det år vi kommer ind i, vil skolen søge at lave lidt om på vikardækningen i de ældste klasser. Skolens vikarer er meget unge, og udbyttet i de ældste klasser modsvarer ikke altid udgiften til en ekstern vikar. Derfor vil vi søge at organisere det således, at de ældste elever i højere grad arbejder selvstændigt, og hvor det er læreren i naboklassen, der fører tilsyn. Alene i skolens ældste klasser forventes der en besparelse på 130.000 kr.
Skole-hjem-samtaler og andre møder, hvor lærerne deltager, afsluttes senest kl. 17:00, så skolen undgår ulempegodtgørelse for arbejde efter kl. 17:00. De ordinære forældremøder i sensommeren afvikles fortsat i tidsrummet 19-21, men med færre deltagende lærere.
Når planlægningen af skoleåret 2023-2024 begynder til foråret vil der blive set på lærernes arbejdstid og fagfordelingen, så der i højere grad skæres ind til benet med fokus på kerneopgaven: undervisning, herunder understøttende undervisning, og andre opgaver må således vige i et år med besparelser. Skolen vil fortsat tage på lejr- og studietur, mens de mange ture ud af huset med bus det sidste halve års tid bliver erstattet af toget, og personalet vil heller ikke deltage i så mange kurser det næste års tid, hvilket igen sparer skolen for vikarudgifter.
Der er blevet foretaget større investeringer i 2022: renovering af fællesrummet i forårsmånederne og indkøb af møbler samt legeplads og multibane. Det er sket oven på to år med covid-19, og det har været tiltrængt. Men tiderne, der kommer, tegner et billede af, at der nu skal strammes op økonomisk.
Det gennemsnitlige el- og gasforbrug over en tiårig periode er gjort op, og det er lykkedes at halvere gasforbruget og sænke elforbruget med 23 %. Det er flot, og noget som vi alle har været medvirkende til.
Personale
Sara Schønfeld opsagde sin stilling med fratrædelse ultimo februar. Det er med beklagelse, at Sara stopper, og tak til Sara for de 6 ½ år, det blev til på Stevns Friskole, og tillykke til den kommende arbejdsgiver.
Tirsdag den 1. november tiltrådte Henriette Rysgaard sin stilling som pædagog i SFO’en. Stort velkommen til Henriette, vi glæder os til samarbejdet.
I foråret blev der indgået en aftale med skolen og Tina Davidsen om, at Tina stoppede på skolen. Skolen siger tak for samarbejdet og ønsker Tina held og lykke fremover.
Julie Hegelund Johansen blev ansat som ny lærer i august. Skolen ser frem til samarbejdet med Julie.
Anne Kragelund gik på pension i sommers, og Kirsten overgår til sit otium med udgangen af dette skoleår. Tak til begge for tiden på Stevns Friskole.
Datatilsynet
Datatilsynet er kommet med nye retningslinjer i forhold til skolernes brug af billeder og video. Der skal fremadrettet skelnes mellem brug af billeder i undervisningen, på skolernes intranet og på de sociale medier. Et udpluk er de vigtigste databeskyttelsesregler følger her:
Man må gerne tage billeder i forbindelse med et undervisningsforløb, men billederne skal efterfølgende slettes. Det gælder især, hvis eleverne bruger private enheder.
Deling af billeder på skolens intranet af elever og forældre kræver ikke samtykke, men billederne må kun deles med den eller de klasser, det er relevant for.
Hvis et billede gøres tilgængeligt for offentligheden på de sociale medier, så skal det vurderes, om det er nødvendigt, og der skal indhentes samtykke, hvis der er tale om billeder af enkelte elever eller en mindre gruppe af elever. Skolen må gerne lægge et billede op af en hel klasse på et socialt medie, medmindre billedet udstiller nogen, eller der er elever med beskyttet adresse m.m.
Billeder af personer på skolens intranet og de sociale medier skal slettes efter fire uger.
Medarbejderne må ikke bruge private enheder til at tage billeder af eleverne.
Der skal benyttes en enhed ejet af skolen, hvis medarbejderne skal tage billeder af børnene. Enheden skal være med låseskærm og være krypteret, og det skal specificeres, hvem der har adgang til enheden. Billederne skal efterfølgende slettes fra enheden.
Ovenstående får selvfølgelig betydning for skolens billedbrug, og I vil se færre billeder fra dagligdagen, men skolen er forpligtet på databeskyttelsesreglerne.
Google
Datatilsynet rejste i sommers kritik af brugen af Google Workspace og de tjenester og apps, der følger med, da skoler og uddannelsessteder i almindelighed ikke kunne garantere, at data ikke sendtes over Atlanten og landede på en server i Californien, hvilket er i strid med GDPR (Persondataforordningen).
På Stevns Friskole arbejder vi i Google Drev, som også er en del af Google Workspace, og det hele er synkroniseret med Unilogin, og en lang række tjenester og platforme, der bruges i undervisningen, er afhængig af samarbejdet med Google. Skolen har været i dialog med Google om indgåelse af en ny dataaftale, hvor Google mod betaling (16 kr. pr. elev / lærer pr. år) garanterer, at data forbliver på en server i et EU-land
Udeområdet
Legepladsen er færdig, og det er glædeligt, at både legetårnet og multibanen bliver brugt flittigt i alt slags vejr. Det afspejler sig også i undervisnings- og trivselsmålingen, at børnene er glade for legepladsen. Og det har været tiltrængt.
Samarbejde med Kulturhuset Harmonien om årlig musical
Skolen er glad for samarbejdet med Kulturhuset Harmonien, og 4. november 2022 havde 5. klasse, Thomas, Cæcilie og Anja premiere på musicalen Bølle Bob. Efterfølgende var der middag i restauranten for børn og voksne. Der er lavet en fast efterårsaftale med Kulturhuset, og skolen ser frem til at udvikle samarbejdet omkring teater.
Åben Friskole
I uge 24 var der fordybelsesuge, der stod i kreativitetens tegn og mødet med forskellige kunstarter, hvor skolen blandt andet inviterede Skelbæk Friskole og Hellested Friskole på besøg for at skabe samhørighed friskolerne imellem. Ugen sluttede lørdag den 18. juni med Åben Friskole, et tilbagevendende åbent hus-arrangement, der de to seneste skoleår blev været aflyst på grund af covid-19. Skolen gennemførte også sponsorløbet, hvor der blev løbet penge ind til legepladsen.
Tak til alle for året, der gik, og tak for ordet.
Skoleleder
Rasmus Englund