Samarbejdet mellem skole og hjem er skolens bærende fundament.
Har man som forældre valgt Stevns friskole, har man valgt at medvirke og deltage i skolens liv og derigennem tage et forpligtende medansvar for hele skolens virksomhed. Samarbejdet mellem skole og hjem skal sikre, at der skabes et trygt og tillidsfuldt miljø, som kan danne grobund for elevens dannelse. Dette kan kun ske, hvis der mellem skole og hjem lyttes, og der er gensidig respekt og forståelse for forskellighed.
Den nære kontakt i dagligdagen er den vigtigste, men minimum en gang årligt formaliseres samarbejdet til skole-hjem-samtalen, hvor der i det følgende er nedfældet følgende princip.
En skole-hjem-samtale er en samtale med barnet og ikke om barnet.
Alle tre aktører: barnet, forældre og skolen har derfor pligt til at bidrage til samtalen.
En skole-hjem-samtale er en generel samtale, hvor trivsel og faglighed går hånd i hånd. Derfor er en skole-hjem-samtale heller ikke et forum, hvor man lufter bekymringer i forhold til indlæringsvanskeligheder, personlige forstyrrelser som fx udadreagerende adfærd eller sociale problemer som fx mobning og mistrivsel. Disse alvorlige problemstillinger behandles særskilt og hører ikke hjemme ved en skole-hjem-samtale. Ligeledes er skole-hjem-samtalen heller ikke et forum, hvor man klager over en lærer, andre elever eller undervisningen. Dette skal også tages alvorligt, men tages op, hvor tiden er til det, og hvor der er en tydelig dagsorden.
På Stevns Friskole bruger vi ikke længere elevplaner, da det er sjældent elever, forældre og skolen kigger på dem igen, når først samtalerne er overstået. I stedet har vi udarbejdet et simpelt skriv, hvor eleven formulerer et eller flere personlige, sociale og faglige mål for det næste år sammen med klasselærer og forældre. Det kan fx være med udgangspunkt i en “samtaleblomst” eller et træ (Ask Yggdrasil). De forskellige blade kunne så indeholde forskellige udsagn. Fx Jeg vil blive bedre til at komme til tiden, jeg vil invitere de klassekammerater med hjem, som jeg aldrig har haft legeaftaler med før, og jeg vil blive bedre til brøkregning og til at stave.
Skole-hjem-samarbejdet er som en taburet, hvor hvert enkelt ben symboliserer en aktør: barnet, forældrene og skolen. Hvis det ene ben fjernes, så kæntrer taburetten, og derfor har alle aktører et forpligtende ansvar for at få samarbejdet til at fungere.
22-august-2023
Forældrerepræsentanter
Hvert år på det ordinære forældremøde i sensommeren vælges en-to forældrerepræsentanter. Det forventes, at der minimum afholdes et arrangement halvårligt, og skolens lokaler og udearealer kan lånes. Det er ikke forældrerepræsentanternes opgave at stå for hele arrangementet, og opgaver skal uddelegeres. Bestyrelsen har lavet forslag til aktiviteter:
• Fællesspisning, hvor alle tager en ret med til det fællesbord. Man kan indlede eller slutte arrangementet med rundbold. Det elsker børnene.
• Bålhygge.
• Drageflyvning på stranden.
• Fisketur.
• Tur i svømmehallen.
• Sheltertur
• Overnatning på Naturcenteret.
• Kælketur
• Skovtur
• Diskotek
Forældrerepræsentanterne har kontakt til klasselæreren, der fx kan bede forældrerepræsentanten om at tage initiativ til et klassearrangement, hvis der i en periode er ekstra fokus på trivsel. Ligeledes kan forældrerepræsentanten tage initiativ til fx malearbejde, hvis klassen trænger.
Forældrerepræsentanternes vigtigste rolle er at understøtte fællesskabet gennem initiativer, der samler. Det er ikke forældrerepræsentantens rolle at gå ind i trivselsproblematikker eller konfliktløsning eller være budbringer for andre forældre. Det er her vigtigt at huske på, at forældrerepræsentanten ikke er underlagt tavshedspligt.
Det er vigtigt, at der er minimum én forældrerepræsentant i hver klasse. Der har været tradition for at gå efter protokollen, så alle fik en tur. Allerbedst vil det dog være, hvis det er den med mest engagement, tid og overskud, der melder sig.