Skolens bomærke

Det fortælles, at dette vældige træ strakte sine grene ud over hele jorden.
Toppen nåede op i Himlen, mens den midterste rod nåede ned til Dødsriget, hvor Hel regerede. Af de to andre rødder fører henholdsvis den ene ud til den vise Mimers brønd – til den vilde naturs kilde. Den anden når til Urds Brønd – til historiens kilde.
Urd vander træets rod, hvorved træet står eviggrønt, skønt hjorte æder de friske skud og en orm gnaver ved træets rod. Billedet udtrykker menneskelivet som et organisk hele, der i sin vækst må kæmpe mod livsnedbrydende kræfter. Stammen er menneskelivets fælles oprindelse, og grenene er jordens forskellige folkeslag.
Det fortælles, at guden Balder – elsket af alle – engang ved en svigefuld, tragisk hændelse blev ramt af et dræbende skud, så han måtte foretage rejsen til Hel.
Dette førte til det store opgør mellem guder og jætter i Ragnarok – verdens undergang. Men jorden opstod på ny i Gimle – renset og udsonet, og i Gimle blev Balder genfødt. Solen bag træet symboliserer stråleglansen fra Gimle. Den er den livgivende tro, der giver menneskelivet håb og kærlighed, og derved sætter vækstprocessen igang, så træet kan suge næring fra sine rødder. Denne tro rodfæster således træet i kampen for tilværelsen.


Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde,
langt mere værdt end det røde guld, det er sin Gud og sig selv at kende.
Grundtvig.

 

Scenetæppets historie

Stevns Friskole fik lavet dette fine scenetæppe i en
emneuge i året 1989. Selve tæppet går tilbage 1984.
Vi fik det syet hos vores genbo tæppehandler
“Tæppe Kaj”. Tæppet skulle fungere som en væg i
fællesrummets ene side, da der på dette tidspunkt
var lokalemangel.

Det var, da vi fik udbygget skolen
med administrationsfløjen og sikringsrummet i
kælderen, at vi rigtig kom i gang med at tænke på at
lave en scene og et scenetæppe. På det tidspunkt
havde vi en forælder ved skolen Torben Olesen,
som var billedkunstner. Vi bad ham i samarbejde med
en flok lærere at udarbejde en skitse af skolens
symbol asketræet “Ygdrasill”. Det blev til dette
flotte billede. Arbejdet blev udført af
elever/lærere, som havde meldt sig på
emneholdet “scenetæppe”. Nu kunne vi genbruge
vores gamle grønne velourtæppe.

Det har siden været brugt flittigt af
skolens elever. Både i kælderen og i fællesrummet
ved de store arrangementer til jul og basar,
hvor der i mange år var optræden.

Mange gange er der blevet repareret på tæppet. 
Derfor har det været mig en glæde endnu engang at
forny og reparere billedet, og mindes de
elever/lærere der for mange år siden sad på gulvet
i kælderen og nørklede sammen
om dette store projekt.

Jeg vil ønske for Stevns Friskole, at der bag
scenetæppet i mange år vil være spænding, drama,
glæde og latter.

Anita Bording

KategorierOm