Tilsynsførendes rapport 2018-2019

Tilsynsrapport som pdf fra tilsynsportalen.uvm.dk … klik her

Tilsynserklæring april 2019
Stevns Friskole

Certificeret tilsynsførende: Folkeskolelærer Vibeke Grønbæk, Solbakkevej 15, 4760 Vordingborg

vigr@mail.dk

I henhold til lov om tilsyn i de frie skoler er jeg på generalforsamlingen 2017 blevet bedt om at føre tilsyn med:

  • Elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk
  • At skolens undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
  • At skolen overholder kravet i folkeskoleloven om at forbedre eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.
  • At undervisningen er på dansk.
  • At skolen efterlever lovens §9d, stk.5 (Donationer)

Tilsyn:

Tilsynsbesøg i 2018-19

Fredag d.26/10 2018

Møder ind på lærerværelset lidt før morgensamling – hvor jeg fortæller at jeg kommer rundt i dag. Derefter deltagelse i morgensamlingen hvor der synges morgensang. Eleverne orienteres om mit besøg på skolen.

1. lektion 1.kl matematik

Læreren starter med at skrives dagens ”program” på tavlen med ord og tegninger.

Klassens skal arbejde med geometriske figurer. Eleverne er meget ivrige og interesseret og har alle hænderne i vejret.

Læsevejlederen kommer og tager en elev med ad gangen til kort læsning/læsebånd i et lokale ved siden af.

Læreren tegner figurer på tavlen (trekant, firkant o.s.v). De tæller sammen kanterne. Der tegnes også cirkler.

De tager deres matematikbøger frem og finder opgaven til geometri. De skal finde de figurer de har lært i klasserummet og udenfor klassen. De arbejder parvis.
Efter de har fået tid til at finde figurere, samles de i klassen, de fortæller hvad de fandt og deres gives feedback. Alle er med og meget ivrige.

De bruger Format fra Alinea, Matematik 1.klasse

2.lektion 3.kl musik

Læreren og eleverne er i gang med at gennemgå/analysere en sangtekst. Den er rimelig svær, men de hjælpes ad og meget dygtige til at fortolke denne. Det er ”Kirsten og vejen fra Gurre” af Frank Jæger. Derefter tegner de et billede der kan være illustration til teksten.

De har et hæfte med alle de tekster/sange de har sunget og gennemgået. De plejer også at spille i musiklokalet, men dette når de ikke i dag.

3. lektion 4 kl. engelsk

Eleverne har 1 time engelsk om fredagen. De har deres computere fremme (de skal have egen computer med fra 4.kl).

De må i denne time om fredagen vælge at arbejde med enten en engelsk hjemmeside, der hedder British Counsil eller arbejde i en ”ekstra-opgave-bog”.

I de andre engelsktimer i ugens løb, arbejder de med Pitstop #4 fra Alinea. De slutter timen af med at tale om dagens navn, måned og vejret i dag.

4. lektion 5.kl billedkunst


De arbejder med emnet ”huse”. De har set på sjove kunstfærdige, kreative byggede huse. Blandt andet har de set på Gaudis huse i Barcelona og samlet inspiration.

De tegner nu og laver skitser til malede billeder de skal fremstille senere.

De arbejder med gode farver, pensler og teknikker. De arbejder alle meget interesseret.

5. lektion 6.kl matematik

Klassen arbejder med ligedannede figurer. De gennemgår lektier på klassen og går videre med opgaverne i bogen. De arbejder individuel. Opgaverne skrives ind i et kladdehæfte.

Materiale: Kolorit fra Gyldendal

6.lektion 8.kl engelsk

Eleverne arbejder med engelsk grammatik. De har et hæfte ”Engelsk grammatik (mini) fra forlaget Tibet. Eleverne arbejder individuelt, men hjælper hinanden hvis der er nogle tvivlssprøgsmål.

Læsebog er ; Piece of Cake 8 fra Alinea


Mandag d. 25/3 2019

Møder lidt før på lærerværelset og deltager derefter i morgensamlingen. Eleverne synger 2 sange og beder fadervor. Eleverne orienteres om at jeg er der og deltager i undervisningen.

1.lektion Bh-klassen dansk

De arbejder med ”Roberto-bogen” og bogstaverne. Læreren læser digte op og eleverne lytter. De arbejder med bogstaverne B og D. De taler om forskellen på disse to bokstaver, finder navne med henholdsvis B og D og andre ord de kender, der starter med B eller D.

Derefter finder de danskbogen frem. De bruger På vej til min første læsning fra Alinea. Til talindlæring bruger de Rema Oa fra forlaget Delta. De har bogkasser med frilæsningsbøger i klassen og de benytter sig af dette.

2. lektion 1.kl Billedekunst

Klassen arbejder i billedkunstlokalet. De bygger robotter af genbrugsmaterialer, skrald mm. De har hver især medbragt bæreposer med alt muligt…lige fra kartoner, tom emballage til brugte, computere, boards og lamper. De bruger deres fantasi og de kan virkelig godt lide dette projekt.
Ud over at fremstille en fantasi-robot…så undersøger de også hvad der inden i f.eks en computer o.s.v.

Nogle arbejder alene og andre 2 og 2.

3.lektion 8.kl matematik

Klassen arbejder med Tal og Algebra.

Deres grundbog er; Kolorit 8 fra Gyldendal.

Læreren introducerer det nye tema. Hun gennemgår ligning /bogstaver i matematik.

Eleverne sidder i grupper og arbejder. Læreren laver et eksempel på tavlen hvor hun skal finde moms, generaliserer eksemple, variabler og hvordan man beskriver sammenhænge.

Læreren stiller eleverne nogle spørgsmål og italesætter hvad man gør – matematik til virkelighed!

De diskuterer i grupperne og derefter spørges grupperne hvad de kom frem til af svar.

Læreren afslutter timen med at opsummere hvad de har gennemgået.

4.lektion 2.kl naturfag

Eleverne er i gang med et forløb om ”dyre-grupper”. De har arbejder med pattedyr, padder og krybdyr. Eleverne ser på dyr, tegner og fortæller om dyrene.

5.lektion 2. kl historie

Fra august til jul har det Nordisk historie og efter jul har de bibelhistorie frem til sommer.

Læreren læser op fra det gamle testamente. Eleverne tegner mens læreren læser højt. De tegner illustrationer el lign til det fortalte. De er gode til at lytte og taler bagefter om det læste. I dag var der temaer som straf og tilgivelse.

6.lektion 6.kl engelsk

Læreren sætter et billede på board- det er et spillekort. En elev står med ryggen til billedet og en anden elev giver ledetråde til hvad der er på billedet. Det er en warm-up som der bruges 10 minutter på.

Derefter arbejder eleverne selvstændigt med hæftet ”Let´s do it”.

De slutter timen med at repetere ord om ”vejret”…alle ord der kan bruges når talen falder på begrebet ”Vejr”.

Man har 2 elevråd. Et for indskolingen og mellemtrinnet og et for udskolingen. De holder også et fælles elevrådsmøde. Der er afholdt 3 møder i år.

Lovgrundlaget.

I henhold til Lov om friskoler og grundskoler (Friskoleloven) skal den tilsynsførende føre tilsyn med, at skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Tilsynet overværer undervisningen inden for hvert af de
fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i. Jeg har som tilsynsførende set på skolen i henhold til bekendtgørelsen af Lov om friskoler og private grundskoler §9 d punkt 1-5.

Jeg har ved gennemgang af elevernes standpunktskarakterer 8-9 kl. og prøvekarakterer fra 9.kl konstateret, at elevernes standpunkt er meget tilfredsstillende.

Tilsynet vurderer, om skolen overholder Friskolelovens §1, stk 2, hvori der står;

” Frie grundskoler giver undervisning inden for børnehaveklasse og 1.-9.klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”.

Undervisningsplaner.

Som et redskab til at vurdere om undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, har jeg gennemgået alle skolens årsplaner for de enkelte fag og de enkelte klassetrin og påset, at de indholdsmæssigt er i overensstemmelse med ”Fælles mål”, som er et sæt af nationale mål for undervisningen i grundskolerne i Danmark. Disse lever både op til skolens mål og undervisningsministeriets krav.Ved at overvære undervisningen i klasserne, har jeg kunnet konstatere, at der er overensstemmelse mellem årsplanerne og disses praktiske gennemførelse.

Undervisningsmaterialer.

Jeg har set undervisningsmaterialerne, der er blevet brugt i de undervisningstimer jeg har fulgt og har desuden i de fleste årsplaner kunnet se hvilke undervisningsmaterialer, der bruges i faget gennem året. Disse var sammenlignelige med de undervisningsmaterialer, der bruges i folkeskolen. Alle undervisningsmaterialer er relativt nye.

Undervisningssproget.

I henhold til Friskolelovens §2,stk 3 er undervisningssproget dansk.

Afslutning.

Jeg har i år på mine tilsynsbesøg, oplevet hvorledes lærerne i undervisningen har fokus på både hele klassen og den enkelte elev.
Jeg har oplevet fagligt dygtige og engagerede lærere, som formår at skabe et både børnevenligt, højt fagligt niveau og spændende læringsmiljø.

Jeg har haft samtaler med elever vedr. elevråd og undervisningen.

Gennem mit tilsyn har jeg kunne vurdere, at Stevns Friskole drives i fuld overensstemmelse med Undervisningsministeriets krav i henhold til Friskoleloven, og at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Jeg har ikke modtaget henvendelser fra forældre eller andre angående forhold vedrørende undervisningens kvalitet på skolen.

Som altid har jeg efter tilsyn gennemgået elevernes standpunkter og afgangsprøvekarakterer.


Vordingborg 20 juni 2019

Certificeret tilsynsførende

Vibeke Grønbæk.