Mål og indholdsbeskrivelse for Stevns Friskoles Sfo og klub

Siden 2009 har der været en bekendtgørelse om krav til indholdet af mål- og indholdsbeskrivelser for folkeskolens skolefritidsordninger.

I medfør af § 40, stk. 4, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 665 af 20. juni 2014, fastsættes:


1 Børn omfattet af tilbuddet: Stevns friskoles Sfo og klub er et pædagogisk fritidstilbud til børn på Stevns Friskole fra de stopper i børnehave i april det kalenderår, de starter i skolen. Almindeligvis det kalenderår de fylder 6 år. Sfo tilbuddet gælder tilmed 1.april i det skoleår de går i 2.klasse, herefter rykker de til Sfo II tilbuddet i klubben til de skal starte i 4.klasse. I 4.klasse og opefter er man indmeldt i klubben, indtil man ikke har lyst eller behov for det mere.
2 Sfo og klub skal medvirke til at udmønte Stevns kommunes sammenhængende børnepolitik.

I den følgende tekst benævnes Sfo og klub ikke eksplicit, da Skolen ses som en samlet institution med både Sfo og klub medregnet i værdier og arbejdsgange.

Denne børnepolitik har især fokus på de børn og unge, der i større eller mindre omfang kræver en særlig indsats. Indsatsen kan være kortvarig eller langvarig, og den kan være mere eller mindre specialiseret og omfattende. Men som hovedregel kræver den både et tværfagligt samarbejde og tværfaglig koordination. En af værdierne i de indsatser, der kan iværksættes, er at bevare indsatsen i nærmiljøet, hvor barnet bor. At barnet skal blive i det lokale dagtilbud eller skole og så vidt muligt inkluderes i det almene skoletilbud. Er der behov for indgribende indsatser, specialtilbud eks.vis skal kommunen i samarbejde med skolen sikre at afstanden mellem tilbuddene ikke virker for stor.

Skolen arbejder tæt sammen med Stevns kommunes rådgivere på det pædagogisk/ psykologiske område og holder hver måned møde med familieterapeut, psykolog, tale- hørepædagog, sundhedsplejerske og socialrådgiver i distriktssamarbejdet. Her arbejdes der med forebyggelse af trivselsproblemer, vidensdeling og dialog om behov for indsats fra kommunens rådgivere til det enkelte barn på skolen. Problemstillinger og bekymringer drøftes først internt i skolens regi mellem lærere, pædagoger og ledelsen. Herefter kan distriktsteamet involveres. Her får skolen den tværfaglige sparring, som hjælper os videre i arbejdet med barnet og samarbejdet med forældrene. Her besluttes det også hvilke indsatser der kan iværksættes fra kommunens side.

Dette arbejde er en del af Stevns friskoles skolehjem- samarbejde, som bygger på tidlig dialog og respekt for forskellighed i et gensidigt forpligtende fællesskab.

Mål for samspillet mellem Sfo og klubbens pædagogiske aktiviteter, skolens undervisning og skole-hjemsamarbejdet.

Målet er at Sfo, klub og skolen sammen skaber en tryg og sammenhængende hverdag for skolens børn. Skolens formål er at opdrage og danne børnene til det forpligtende fællesskab på skolen og til et demokratisk samfund, hvor ansvar og deltagelse er en ret og en nødvendighed. Sfo og klub repræsenterer børnenes fritidsliv og skaber rammen om selvvalgte og voksenorganiserede aktiviteter. I Sfo og klub er der tilbud til børnene i form af et bredt udvalg af legetøj og materialer til kreative sysler som er tilgængeligt. I Sfo’en er det klasselokalerne i indskolingen som bruges til leg i Sfo tiden. Klubbens lokaler er kun til klub og indretningen er tydelig ikke skole præget, men bærer præg af leg, spil og hyggeligt samvær. Der er spillerum og sofa afdelinger som signalerer fritid fra skolelivet. Udendørs arealerne ved Sfo’en er indrettet med legeredskaber og natur som stimulerer børnenes frie leg og motoriske udfoldelser. Der er en rummelig bålhytte og to shelters som vi hver onsdag året rundt benytter på udedagen. Udendørsarealerne ved klubben er en del af det offentlige rum, hvor der er Rødvig G og I’s fodboldbaner, nogle rekreative områder med bænke og løbehjuls, rulleskøjte områder.

Børns ret til leg er tydelig på skolen hvor de mindste børn har korte skoledage, som giver rum i deres hverdag til leg med deres jævnaldrende. De ældre klubbørn har længere dage i skolen og har brug for at koble af og slappe af i klubben inden de finder på leg eller spil eller krea sysler.

Særligt om onsdagen i Sfo’en er der mulighed for at deltage i en voksen organiseret leg, når vi laver rollespil. Dette har vi gjort i perioder over de sidste 7 år, så det er en leg, der hele tiden udvikler sig og som mange børn på skolen har været en del af.

Der er hver dag i frikvarteret sport og lege i gang eks.vis fodbold, rundbold, dåseskjul, vinke gemmer og meget andet. Senere når Sfo dagen indtræffer har børnene længere tid til at fordybe sig i selvvalgte lege eller aktiviteter sammen med kammerater. Pædagogernes rolle er her at understøtte børnenes lege og træde til, når der er behov for voksenhjælp. Her arbejdes der med børns opdragelse og støtte dem i socialisering til fællesskabet på skolen. Vi har mantraer som “frihed under ansvar” og “man skal lytte til de ældre elever” Det første udsagn handler om at vi forventer at børnene kan navigere selv med respekt for kammerater, andre elever og de voksne. Det andet udsagn handler om, at de mindre skal lære at indrette sig efter de ældre elever, som kender skolen bedst, idet de har gået der i længst tid. Her viser vi også de ældre elever respekt og tillid til, at de er gode rollemodeller.

Det overordnede mål for Sfo’en og klubbens virke er derfor at fortsætte det opdragelses- og dannelsesarbejde skolen laver og møde det enkelte barn der hvor det er. Med den forskel at der er plads til mere selvvalgt aktivitet end i skolen. I særlig grad arbejder vi videre med det trivsels arbejde som lærerne laver i skolen. Det at se barnet både i og udenfor skoletid og give det en ramme for gode fritidsaktiviteter med sine klassekammerater øger trivslen generelt. Det er ud fra denne opfattelse at vi forsøger at fastholde børnene i Sfo og senere klubben.

Skolehjem -samarbejdet foregår primært i den daglige kontakt mellem Sfo og klub personalet og børnenes forældre. Vi vægter en åben og tidlig dialog, via telefon eller samtale ansigt til ansigt, når barnet afleveres eller hentes. Skriftlig dialog om problemer eller bekymringer er ikke den rigtige fremgangsmåde, da dette kan skabe forkerte fortolkninger. Skolen afholder årligt forældremøder og skolehjem-samtaler. På disse deltager lærere og pædagoger sammen for at repræsentere skolelivet og fritidslivet for klassen og det enkelte barn.

Klassepædagoger: Pædagogen er tilknyttet en klasse i årene 1.klasse-3.klasse. I 4.klasse er klubpædagogen klassepædagog.

Denne funktion handler om samarbejdet med klasselæreren i det daglige og til forældremøder og skolehjem-samtaler, sociale arrangementer o.a. Pædagogerne deltager desuden i teammøder med lærerne og på samlede personalemøder.

I det daglige, vil der være en overlevering af børn til Sfo/klub, hvor læreren vil give besked om børn eller situationer, der må have været i løbet af skoledagen, vi skal være særligt opmærksomme på.

Dette samarbejde gør at vi kan støtte op om det arbejde der allerede er startet op i skolen og gør at det bliver en sammenhængende indsats og mere genkendeligt for eleverne, hvilket skaber tryghed.

Emneugerne: Fire uger om året afholder skolen emneuger, her deltager klassepædagogen i undervisningen sammen med klasselæreren. Pædagogen får herved et indblik i skoledagen og klassens trivsel. Senere på dagen i Sfo’en eller klubben har barnet mulighed for at reflektere over skolelivet sammen med Sfo eller klubpædagogen.

Det enkelte barns trivsel er forudsætning for en god udvikling i barnet. Derfor er pædagogens arbejde at se barnet i den sociale sammenhæng i Sfo eller klub. Trives barnet? Har det venner? Er der små problemer eller er de store? Pædagogen vurderer hele tiden, hvor meget man skal involvere sig i barnets ageren. Ligeledes hvornår det er nødvendigt at kontakte forældrene til en snak om barnets trivsel. Vi informerer dog ofte forældrene om stort og småt, særligt hvis vi ser et barn som ikke trives. Her er det tætte og tillidsfulde skolehjem-samarbejde en forudsætning for at sikre barnets trivsel.

I tilfælde af at dette ikke fungerer har skolen formuleret en mobbepolitik

Denne er god at læne sig op ad både som pædagog, lærer og forælder, hvis et barn føler sig mobbet.

Den overordnede ramme for vores pædagogiske aktiviteter:

2 stk.3 Beskriv i hvilket omfang og på hvilken måde vi:
Tilbyder lektiestøtte: Hver mandag er der lektiecafe på skolen i to timer. Det er ofte læreren, der henviser barnet til lektiecafeen. Særligt i klubben er der børn som laver lektier, her hjælper klubpædagogen med at få lavet lektier efter behov.
Målrettet indsats ift. støtte eller udfordringer med børn med særlige behov, forudsætninger mv. Når vi har et barn som har udfordringer starter vi med at observere på barnet og registrere hvor det trives og kan håndtere situationen og hvor det er svært. Vi arbejder der på at danne os et overblik over barnets ressourcer og vanskeligheder. I dialog med lærerne og forældrene til barnet arbejder vi på at forstå barnet og undersøge hvad man kan gøre, for at forstå og hjælpe barnet. Vi kan vælge i perioder at have særligt fokus på barnets succesoplevelser og afhjælpe de situationer hvor barnet kan have det svært. Denne anerkendende tilgang kræver samarbejde og en tværfaglig indsats. Skolen inddrager jævnligt den pædagogiske/ psykologiske rådgivning i distrikts samarbejdet med kommunens rådgivere i dette arbejde med et barns vanskeligheder i skolen.

Inddrager krop, bevægelse og sundhed i hverdagen. Samarbejde med idrætsforeninger el.lign.

Sfo har hver dag fra en halv time til en times udetid, når børnene har fri fra skole. Denne tid sikrer at børnene får frisk luft og bevæger sig i naturen. Legepladsen giver rig mulighed for udfoldelse med træer, sandkasse, gynger, motorikbane og naturlige bakker. Hver tirsdag er Sfo’en i Sydstevnshallen, hvor vi bygger gymnastik/ parkour baner, spiller fodbold fast og indimellem kidsvolleyball og badminton. Børnene ønsker altid fri leg i hallen også, det er også en del af programmet.

Klubben går meget op i at børnene husker at røre sig, men vil samtidig heller ikke presse børnene for meget, da klubben skal være et frirum, hvor børnene føler de kan slappe af. Med det sagt har klubben en obligatorisk hal dag hver anden tirsdag, hvor vi med Sfo’en tager i hallen og laver en masse aktiviteter. Klubben har også massere af udendørs faciliteter. Der er god plads til at boltre sig på basketballbanen eller fodboldbanen. Der er samtidig mulighed for at hygge ved gyngerne og køre gokarts eller rulleskøjter på en stor asfalteret bane.

Sfo’en har en frugtordning: Her bestræber vi os på at lave sund eftermiddagsmad.

Her er børnene medinddraget og tager ansvar for samlinger og duksning efter eftermiddagsmaden. Om fredagen bliver der dog bagt kage.

Klubbens særlige pædagogiske tilbud

Lalandia tur i januar: Klubben tager hver januar til Lalandia i Rødby. Det er en endagstur hvor børnene boltrer sig i badelandet med to voksne fra klubben. Vi spiser aftensmad på en restaurant i centeret og så er der tid bagefter til at suse rundt i centeret med sine venner. Det er en stor oplevelse for børnene, for enkelte er det første gang de oplever en tur til et badeland og kommer på restaurant med deres venner.

Klubbens tur på Vilde Vulkaner.

Hvert år tager klubbens største elever på vilde vulkaner i Vordingborg.

4 dage hjemmefra uden mor og far styrker selvtilliden og skaber relationer på tværs af klassetrin.

Det styrker fællesskabet og giver et frirum hjemmefra. Det giver samtidig mulighed for fortrolighed med en voksen som mange børn har brug for.

Små som store ting de endnu ikke er klar til at dele med en forældre, men som man uden tøven kan sige til en voksen i klubben og den relation til den voksne holder hele deres skoletid på Stevns Friskole.

Klubaften

Klubben holder 3 klubaftener på et år fordelt på 1 drengeaften og 1 pigeaften samt en Halloweenfest for alle. Her er der den nære og tætte kontakt til en voksen tilstede.

Her er der nemlig intet forkert at spørge om og i den alder er der mange svære spørgsmål.

Vi skaber trygge rammer for børnene, hvor der er tillid og tid til samtale.

Stk. 4 Hvordan sikrer vi sammenhæng ved overgangen fra børnehave til Sfo og ligeledes internt mellem Sfo og klub. Herunder videregivelse af oplysninger om børnene.

I overgangen fra Sfo til klub, taler vi med børnene inden de starter, om deres forventninger til klubben og de får mulighed for at stille spørgsmål.

Der bliver talt meget den sidste tid inden opstart, hvor der naturligt melder sig mange spørgsmål.

Vi går på besøg inden opstart, hvor de ligeledes får mulighed for at stille spørgsmål,

snakket om regler, spilledage, slikbod og klubbens hverdag generelt.

Inden opstart vil der være et infomøde for forældre til kommende klubbørn.

Når de starter op 1. April, vil de blive fulgt over i klubben, efter endt skoledag af en voksen, til de er fortrolige med det selv.

Vi mødes ugentligt Sfo og Klub – personale og giver hinanden besked om en episode vi har haft med et barn – eller flere børn.

Hvordan arbejdes der med at videreføre børnehavens pædagogiske læreplaner indtil børnehaveklassens start?
Hvordan varetager vi de yngste børns særlige behov og bidrager til en god skolestart?

Overgangen fra børnehave og en tryg skolestart på Stevns Friskole:

Vi har et tæt samarbejde med børnehaverne.

Brobygningsarbejdet starter i efteråret året før børnene starter i april. Vi holder møder med børnehaven om det enkelte barn, for at få en forståelse for barnets styrker og svagheder så vi ved, hvor vi skal være ekstra opmærksomme på at støtte op.

Her noterer vi om der er noget særligt vi skal være opmærksomme på.

Til foråret holder vi ydermere samtaler med forældrene med fokus på det enkelte barn så vi er rustet til opstart 1.april. Vi har fem besøgsdage med førskolebørnene i vinteren og foråret op til de starter. Her lærer vi hinanden at kende, så vi ikke er helt på bar bund, når de starter.

Førskolen:

I førskolen arbejder vi med børnene som en gruppe, men stadig med fokus på det enkelte barn.

Igennem leg og førskolefaglige opgaver styrker vi gruppen som en helhed.

Vi arbejder med sammenhold og samarbejde og det at være en god kammerat.

Der er tid til at børnene selv kan sætte ord på tanke og handling.

Vi arbejder med leg, sang, matematik, fremlæggelse og kreativitet.

Makkerordningen: Hvert førskolebarn får tildelt en legemakker fra 5.klasse. Når de starter 1.april står deres makker klar til at byde dem velkommen på skolen. Der er faste legeaftaler i løbet af ugen og makkeren er for mange en tryg start i skolen, hvor man er den mindste blandt skolens store børn.

Mål og indholdsbeskrivelsen er udarbejdet af SFO og klubbens personalegruppe i marts 2020. Den revideres marts 2022.